Lovløs motorcyklist knaldet af egne pralerier
Betjent opdagede TikTok-videoer med lovovertrædelser
En 28-årig nordjysk mand har over en årrække brudt færdselsloven adskillige gange på sin motorcykel.
Nu er han blevet dømt for sine talrige lovovertrædelser.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Og manden blev dømt på baggrund af sine egne optagelser af lovovertrædelserne, som han lagde ud på det sociale medie TikTok.
Han blev kendt skyldig i flere tilfælde af såkaldt vanvidskørsel samt kørsel på motorcyklens baghjul.
Straffen til den 28-årige mand lød på 40 dages ubetinget fængsel og en bøde på 30.000 kroner. Han har desuden fået konfiskeret sin motorcykel, mistede kørekortet til motorcykel i 8 år og skal desuden betale sagens omkostninger.
Betjent tippede kolleger
Gennem flere dokumenterede den 28-årige sine lovovertrædelser med et såkaldt GoPro-kamera, der kan filme 360 grader rundt, og efterfølgende lagde den 28-årige visse sekvenser på TikTok, akkompagneret af kække tekster.
Da manden postede sine såkaldte "drengerøvsvideoer" på TikTok var en færdselsbetjent fra Sjælland blandt seerne.
Han tippede sine kolleger hos Nordjyllands Politi om den lovløse motorcyklist.
Nægtede sig skyldig
Under en ransagning af den tiltaltes hjem fandt Nordjyllands Politi kameraudstyr, tøj, handsker og motorcykel fra diverse videoer, samt computer og telefon med yderligere materiale.
Under sagen nægtede den 28-årige sig dog skyldig i flere af de 30 forhold i anklageskriftet.
Han forklarede, at han havde lånt både motorcykel og udstyr ud til flere unavngivne personer.
Rettens samlede vurdering var dog, at der var tale om den 28-årige mand på de fleste af videosekvenserne.