Lovens lange arm fik en hjælpende hånd
Flere borgere sprang til, da to mænd flygtede fra politiet
En civilbil fra Nordjyllands Politi blev pludselig overhalet af en bil.
"Overhalingen skulle dog vise sig blot at være begyndelsen på en stribe overtrædelser af færdselsloven og startskuddet til en længere jagt på både føreren og bilens passager", skriver Nordjyllands Politi på sin Facebook-side.
Patruljen satte efter bilen og forsøgte ved at kryds at stoppe bilen med den velkendte 'slikkepind'.
Pludselig gassede føreren op - og ræsede fra stedet.
Tilbage til bilen og afsted efter den flygtende bilist.
"Fra vores position kunne vi desværre konstatere et hav af overtrædelser af færdselsloven og farlige situationer, hvor føreren af bilen blandt andet kørte omtrent 130 km/t på en strækning, hvor man måtte køre 60, ligesom han foretog overhalinger op ad en bakke uden overblik over, hvem eller hvad, der eventuelt befandt sig på toppen af bakken", skriver politiet.
Ud på marken
I et forsøg på at undgå en ulykke i et sving, kører chaufføren ud på en mark - og væk var han.
Kort tid efter henvender en borger, der har undret sig over en smidt personbil og to løbende mænd, sig til politiet, der satte mod bilen, der var efterladt i Veksø.
Her kunne en anden borger fortælle, at de to mænd havde bestilt en taxa - de dog ikke havde benyttet sig af.
Spottet ved supermarked
Foran et supermarked spottede patruljen en mand, der lignede den flygtende fører.
Han skyndte sig ind i supermarkedet.
"Bevares, klokken var også omkring 18, så måske det hastede med at få købt ind til aftensmaden, men vi mistænkte nu mere, at han skyndte sig ind i supermarkedet for at komme væk fra os", skriver politiet, der fulgte manden på afstand.
Han blev taget i forvaring af politiet.
Afsted det går
Passageren blev set i kort afstand fra supermarkedet - og ved synet af politiet tog han benene på nakken.
Så gik turen over stok, sten, haver og hegn.
"Og inden vi selv fik lagt en arm på hans skulder, var en borger kommet os i forkøbet, således vi blot skulle overtage og smække nogle håndjern på ham", skriver Nordjyllands Politi.
Det viste sig blandt andet, at personbilen var meldt stjålet, og at passageren opholdt sig ulovligt i Danmark.
Derudover havde føreren gjort sig skyldig i en stribe overtrædelser af færdselsloven for øjnene af politiet.
"Nu er vi ved at stykke hoved og hale sammen i sagen", oplyser politiet, der samtidig bruger lejligheden til at takke de hjælpsomme borgere.