Louise-drabet: Tiltalt hørte stemmer
29-årig siger, at han taler højt i skjulte klip for at bearbejde ting. Anklager mener, han taler med stemmer
En nu drabstiltalt sad alene i sin celle, der var hemmeligt aflyttet, og i baggrunden kørte et kriminalprogram på tv.
Intervieweren i fjernsynet giver udtryk for, at han vil tale med en drabsmand, og det får den i dag 29-årige drabstiltalte til at sige:
- Ham der er mere interesseret i at høre, om han slår folk ihjel. Så skal han møde mig, siger han på den skjulte optagelse fra efteråret 2021.
Mente intet
Men han mener ikke noget med de ord, siger han i Retten i Glostrup, hvor han er tiltalt for at have slået gravide Louise Borglit ihjel.
Hun blev stukket 11 gange, da hun var ved at lufte en hund i Elverparken i Herlev en novemberaften i 2016. Både hun og fostret døde.
Han nægter at have noget med drabet at gøre. Han har aldrig slået ihjel, siger han i retten og forklarer, at ordene på optagelsen er "bare snak".
Fik råd fra behandler
Den drabstiltalte siger, at han taler højt efter råd fra en behandler i fængslet. Der kan han nemlig ikke bare kan gå fra situationen, hvis han eksempelvis bliver sur.
- Jeg har fået at vide af min behandler, at for at bearbejde de her ting skal man sige nogle ting eller skrive det ned, men jeg kan ikke så godt skrive, så jeg siger det.
I andre skjulte optagelser kalder han sig selv "stjernepsykopat" og angiver, hvordan man skal slippe afsted med drab.
Var ikke stemmer
Lægenotater viser, at den 29-årige tidligere har forklaret, at han hører stemmer. Og at han taler med det. Det har han ikke villet tale om i retten, da det ifølge ham ikke har betydning for sagen.
Men specialanklager Bo Bjerregaard vil alligevel vide, om det er stemmer, han taler med på de mange optagelser.
- Nej. Hvis det var, havde jeg nok siddet på psyk (psykiatrisk afdeling, red.) og ikke i fængslet, ikke, svarer den 29-årige.
Ikke telefonsamtale
I en anden optagelse er der stille, da han ud af det blå begynder at snakke. Han taler om at have gjort en kvinde gravid, at "så starter vi forfra ligesom for fem år siden", og at "nu har jeg så slået hende ihjel".
Ifølge specialanklageren var det indledningsvist politiets opfattelse - ligesom den 29-årige i forklarer i retten - at der var tale om en telefonsamtale. Men ikke længere.
- Men politiet konkluderer nu, at tiltalte taler med sig selv – efter anklagemyndighedens opfattelse, siger Bo Bjerregaard.
Sagen ventes afsluttet i juni.