Livvagt for præsident: Nu skal han i fængsel

Video viser tidligere Macron-bodyguard agere særdeles voldsomt over for demonstranter

Den tidligere bodyguard Alexandre Benalla (t.v.) ankommer fredag sammen med sin advokat til retslokalet for at få sin dom.
Den tidligere bodyguard Alexandre Benalla (t.v.) ankommer fredag sammen med sin advokat til retslokalet for at få sin dom.
Offentliggjort Sidst opdateret

En tidligere bodyguard for Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er ved en fransk domstol fredag blevet idømt tre års fængsel.

Den tidligere bodyguard, 30-årige Alexandre Benalla, er dømt for en episode i maj 2018, hvor han optrådte voldeligt over for demonstranter.

Han er også fundet skyldig i ulovlig våbenbesiddelse og at have forfalsket dokumenter.

To af de tre års fængsel er betingede. Det ene års fængsel afsones med fodlænke. Dermed kommer Benalla ikke til rent faktisk at sidde i fængsel.

Sagen har været belastende for Macron.

Fyret på gråt papir

Den franske præsident valgte at fyre Benalla, efter at der var kommet en video frem, som viser bodyguarden slå en yngre mand og agere voldsomt over for en yngre kvinde ved demonstrationerne.

Præsidenten og regeringen blev beskyldt for at forsøge at dække over episoden ved ikke at melde den til politiet.

Først to måneder senere kom episoden frem, da den franske avis Le Monde bragte videoerne.

Episoden fandt sted ved en 1. maj-demonstration.

Her deltog Benalla som observatør og stod på sidelinjen iført sikkerhedshjelm.

Benalla har afvist anklagerne ved sin retssag. Han siger, at hans handlinger var en "refleks" for at hjælpe betjente med at håndtere demonstranter i en urolig situation.

Powered by Labrador CMS