Livsfarlige: Politiet advarer mod falske piller
Der er farlige piller i omløb i Esbjerg. De indeholder det fentanyllignende stof Etonitzaen.
Syd- og Sønderjyllands Politi advarer om, at der er farlige piller i omløb i Esbjerg.
Det drejer sig om det fentanyllignende stof Etonitzaen, der er indeholdt i falske piller, som er pakket og mærket som Oxycontin.
- Hvis man har købt denne medicin eller præparater på det sorte eller illegale marked, så kan det være forbundet med livsfare at indtage disse, lyder advarslen.
Det er i forbindelse med en omfattende sag om handel med opioider, at politiet er stødt på de falske piller.
De er grønne
De er grønne og er præget med bogstaverne OC og tallet 80 på siderne. Men selv om de altså ligner Oxycontin, så er de det ikke.
Etonitazen er ifølge politiet langt mere potent end fentanyl og er derfor også meget farligere at indtage.
De falske piller er ifølge pakningen produceret af medicinalvirksomheden Mundipharma, men det passer altså heller ikke.