Linda jubler: Ozzy hjemme efter halvt år
Gensynsglæden var stor, da Linda Andersen hentede sin elskede hund, som - ligesom resten af dens hundefamilie - var blevet stjålet
Halerne logrede, og lykken var stor i Linda Andersens hjem i Tylstrup nord for Aalborg natten til fredag.
Her blev hunden Ozzy nemlig genforenet med sin far Gizmo, mor Amy og søster Alba.
- Hundene var helt oppe at ringe og tumlede rundt. De var så glade for at se hinanden, fortæller 42-årige Linda Andersen til Newsbreak.dk.
Forsvundet siden juli
Ozzy, der er af racen griffon petite brabancon, har været forsvundet siden juli sidste år, hvor han og hans hundefamilie blev stjålet.
Linda Andersen var udsat for indbrud i sit hjem, hvor tyvene snuppede hendes bilnøgler og stak af i hendes bil. Men det var straks værre, at de tog hendes fire elskede hunde med, fortæller hundeejeren.
- Det var rigtig hårdt. Det var frygteligt, lyder det.
Politiet fik tip
Det har vist sig, at hundefamilien blev splittet ad til Linda Andersens store fortvivlelse.
I løbet af efteråret kom Gizmo, Amy og Alba nemlig drypvis hjem. Men de savnede stadig det fjerde medlem af hundefamilien. Lige indtil nu.
For på baggrund af et tip rykkede Nordjyllands Politi ud til en adresse i Aalestrup torsdag aften ifølge nordjyske.dk. Her fandt politiet Ozzy i et hus ved 23-tiden.
-Jeg er lykkelig
Gensynsglæden var stor, da Linda Andersen kom for at hente Ozzy og tage ham med hjem - mere end et halvt år efter han blev stjålet.
- Han kunne sagtens genkende mig. Han peb og logrede og hoppede op ad mig, fortæller hun.
Det lader til, at Ozzy ikke har lidt nogen nød, for han ser ud præcis, som han plejer.
- Jeg er lykkelig for, at han er kommet hjem, lyder det glædestrålende fra hundeejeren.
Linda Andersen har ikke turdet tro på, at sagen ville lykkeligt, men hun har hele tiden bevaret håbet.
Personerne, som Ozzy blev fundet hos, er ikke sigtet i sagen, da politiet antager, at de har købt hunden i uvidenhed.