Lille dreng død på charterferie
Faderen kæmper stadig for livet
En chartertur til Egypten er endt i en dyb tragedie for en italiensk familie.
Den lille søn er omkommet - formentlig som følge af en madforgiftning. Den 46-årige far Antonio Mirabile er indlagt med nyresvigt og åndedrætsbesvær.
Den gravide mor har også været ramt - men dog ikke så alvorligt som de øvrige familiemedlemmer.
Slugt vand
Roberto Manosperti, der er bror til moderen Rosalia, fortæller, at familien i første omgang troede, at de havde slugt dårligt vand fra poolen.
- Men det kan ikke kun være det, mener Roberto.
Far og søn blev behandlet for madforgiftning hos den lokale læge, men behandlingen hjalp ikke. Til sidst blev den lille dreng hasteindlagt. Han døde kort efter indlæggelsen.
Må vente på dødsårsag
La Stampa beretter, at myndighederne nu arbejder på at få familien hjem til Palermo i Italien.
Først senere kan den endelige dødsårsag fastlægges.