Ligdele fundet på forbrænding: Hvor er resten?
Politiet har endnu ikke identificeret den døde
Efterforskning i Ilulissat fortsætter på fuldt blus henover weekenden
Fundene af to ligdele i Ilulissat Affaldsforbrænding har igangsat en omfangsrig drabsefterforskning.
Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
Sammen med kommunens beredskab og Rigspolitiets kriminaltekniske personale samt retsmediciner arbejder Grønlands Politi koncentreret på at få efterforsket fundene af to ligdele ved affaldsforbrændingen i Ilulissat.
Henover weekenden den 9. og 10. oktober 2021 fortsætter efterforskningen med samme intensitet, oplyser politiet.
- Med stor hjælp fra brandfolkene er vi stadig i gang med at finkæmme området ved affaldsforbrændingen for spor. Ikke nok med at det er et stort areal, vi skal gennemsøge, så er det også et kæmpe arbejde at gå affald minutiøst igennem, siger vicepolitiinspektør Jan Lambertsen, linjechef for efterforskningsafdelingen.
Holder kortene ind til kroppen
Politiet kan ikke komme nærmere ind på detaljerne omkring de nuværende spor af hensyn til efterforskningen.¨
"Men vi er generelt positivt indstillet, og forventningen er, at de tekniske undersøgelser inden længe kan identificere den forurettede", oplyser politiet.
Derudover er det muligt, at undersøgelserne kan fastlægge blandt andet en dødsårsag.
- Vi har tilstrækkelig materiale til, at vi har en formodning om, at vi får svar på nogle af de mange naturlige spørgsmål, som en retsmediciner kan klarlægge for os. Vi kan eksempelvis ikke afvise, at de også kan komme med et bud på en dødsårsag, siger Jan Lambertsen.
Leder efter resten af liget
Når weekenden er ovre, så forventer politiet at hele affaldsforbrændingen er søgt igennem for spor og særligt de resterende ligdele.
- Det er vigtigt for os, at vi i sidste ende har et fuldt lig at begrave. Vi kan godt køre efterforskningen uden, men der er også de menneskelige og etiske aspekter i det, siger Jan Lambertsen.
Søger vidner
"Grønlands Politi er i gang med at behandle de mange gode henvendelser fra borgere og fortsætter ligeledes dette arbejde i weekenden.
Der opfordres dog fortsat til, at borgere straks henvender sig til politiet på +299 70 14 48 eller på nærmeste politistation, hvis de kan have iagttaget noget uden for det normale bybillede ved især offentlige affaldscontainere i Ilulissat", opfordrer politiet.