Lene så dødsulykke ske: - Var meget voldsomt

Lene Kristensen var helt tæt på den forfærdelige dødsulykke i Randers fredag eftermiddag og måtte dukke sig  på grund af flyvende vragdele

Offentliggjort Sidst opdateret

CITATHISTORIE TV2 ØSTJYLLAND

Det var en meget voldsom trafikulykke, der skete på Mariagervej i det nordlige Randers fredag eftermiddag. To personer omkom, og Lene Kristensen så det hele fra forreste række.

Hun kom nemlig kørende nordpå lige imod de to biler, der stødte sammen. I den ene sad den nu sigtede 56-årige mand og i den anden sad de to unge mennesker, der er omkommet. En 35-årig kvinde og en 31-årig mand.

To mennesker er blevet dræbt i ulykken på Mariagervej i Randers.

Brager op bagi

- Jeg har lige sat en veninde af og kommer kørende hen ad Mariagervej og hører så en voldsom lyd fra en bil. Og så ser jeg to biler, der er ved at passere mig. Og imens de gør det, så brager den bagerste bil helt op i den anden. Meget voldsomt, fortæller Lene Kristensen til TV2 Østjylland.

Lene Kristensen så dødsulykke helt tæt på og ringede 112.

Hun er så tæt på ulykken, at hun også selv frygter at komme til skade.

- Der er masser af dele ud over det hele, da bilen bliver ramt, så jeg dukker mig.

Herefter vendte hun rundt og ringede 112. Alarmcentralen fik hende til at komme helt tæt på ofrene.

Ikke rart at se dem

- Jeg var oppe ved bilen for at oplyse nummerpladen, og det var slet ikke rart at se de to, lyder det fra hende.

På Mariagervej skabte ulykken af gode grunde virak blandt beboerne.

Fra dem lyder det samstemmigt, at mange kører for hurtigt på vejen.

- Det er grufuldt, at nogen kan finde på at køre så stærkt, det gør en del på vejen, siger en af beboerne Arne til TV2 Østjylland.

- Det er helt forfærdeligt, lyder det fra en anden med bopæl tæt på ulykkesstedet John Kristensen.

Det er uklart

Hvor hurtigt bilen med den nu sigtede 56-årige mand kørte, vides endnu ikke. Det ventes, at han bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag med henblik på varetægtsfængsling.

Østjyllands Politi vil sigte ham efter vanvidsbilisme-paragraffen.

- Vi ønsker ham varetægtsfængslet, og føler vi har nok til at få ham det ud fra vanvidsbilisme-paragrafen. Det kigger anklageren på lige nu.

- Vi skal også have talt yderligere med den 56-årige, men han er ved at blive grundigt undersøgt på sygehuset nu, siger vagtchef hos Østjyllands Politi Rene Ludvig til TV2 Østjylland.

Ikke sprit

Umiddelbart er der dog ikke andre svært kvæstede end de to omkomne, har politiet tidligere meldt ud.

- Den sigtede bilist var ikke spirituspåvirket, men vi har udtaget en blodprøve for at se, om der kan have været narko i blodet, lyder det fra vagtchefen.

Inden dødsulykken var den 56-årige involveret i endnu en ulykke på Mariagervej.

Powered by Labrador CMS