Legetøjsvåben udløste storalarm

Shoppingcenter evakueret på grund af unges leg med legetøjsvåben

Offentliggjort Sidst opdateret

Unges leg med legetøjsvåben var torsdag eftermiddag årsag til en stor politiaktion med svært bevæbnede betjente i shoppingcentret "Borgen" i Sønderborg.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog torsdag klokken 15.49 anmeldelse fra en borger, der havde set en ung mand i shoppingcentret Borgen Shopping i Sønderborg med en revolver.

Evakueret

Derfor blev "Borgen" evakueret og betjente med maskinpistoler tog opstilling ved alle indgange.

Politiet gennemgik hele centret fra A til Z uden at finde pistolmanden.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i forbindelse med efterforskningen afhørt anmelderen og gennemset videoovervågningsmateriale fra shoppingcentret.

Den pågældende unge mand er endnu ikke identificeret. Videoovervågningen dokumenterer dog, at flere unge har løbet rundt i centret og har leget med - hvad der altovervejende sandsynligt har været - legetøjsrevolvere, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Skarpt bevæbnede betjente tog opstilling foran 'Borgen'.
Skarpt bevæbnede betjente tog opstilling foran "Borgen".
Powered by Labrador CMS