Leder efter lystfisker
Stor redningsaktion på havet ved Aarhus
En større eftersøgnings- og politiaktion har været i gang syd for Aarhus siden klokken 14.45 lørdag eftermiddag.
Her meldte en kvinde, at en lystfisker muligvis var druknet omkring området, der kaldes "ørenereden" mellem Marselis Skovene og Aarhus Bugt.
- Vi får en anmeldelse fra en anmelder, der har set en lystfisker stå ude i vandet. Hun kigger væk et stykke tid, fjerner blikket, og da hun kigger ud over vandet igen, skal fiskeren være forsvundet, forklarer vagtchef ved Østjyllands Politi Hans Henrik Bagger til TV 2 Østjylland.
Helikopter og både
Siden da har en redningshelikopter og flere både indledt en eftersøgning for at finde den eventuelt nødstedte lystfisker.
Det er uvist, om fiskeren nåede at bevæge sig væk, inden kvinden kiggede ud mod ham igen.
Derfor opfordrer vagtchefen også til, at man henvender sig, hvis man har været ude at fiske det pågældende sted mellem 14 og 15 lørdag.