Lastbil og op mod ti biler i ulykke

To personer er kommet alvorligt til skade ved en trafikulykke. Østjyske Motorvej spærret ved Hedensted

Offentliggjort Sidst opdateret

Opdateret 22.25:

To kvinder på 20 og 27 år er mandag aften i kritisk tilstand efter en voldsom ulykke på Østjyske Motorvej ved Hedensted tidligere på dagen.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 15.17.

En lastbil og op mod ti personbiler var involveret i et større sammenstød.

- De foreløbige undersøgelser tyder på, at chaufføren på lastbilen overser, at der er kø og rammer en personbil. Derefter kører flere personbiler op i lastbilen i et stort harmonikasammenstød, siger politiets vagtchef Jesper Brian Jensen.

Blev fløjet til Skejby

De to kvinder var i hver deres bil. Den ene blev fløjet til sygehuset i Skejby med helikopter, mens den anden i en ambulance blev kørt til sygehuset i Horsens.

Deres pårørende er blevet underrettet.

I forbindelse med ulykken var Østjyske Motorvej i flere timer afspærret i sydgående retning ved Hedensted.

Ved 18-tiden er et spor dog blevet genåbnet, men der er en del kø, som skal afvikles.

Voldsom ulykke på Østjyske Motorvej.
Voldsom ulykke på Østjyske Motorvej.
Powered by Labrador CMS