Trump mister vigtig allieret
Trumps stærkt kritiserede coronarådgiver Scott Atlas skal ikke længere rådgive præsidenten om pandemien.
Præsident Donald Trumps særlige coronarådgiver Scott Atlas har fratrådt sin stilling.
Det meddeler en embedsmand i Det Hvide Hus mandag.
Atlas forlader sin stilling efter fire kontroversielle måneder, hvor han gentagne gange stødte sammen med amerikanske sundhedseksperter og andre medlemmer af den arbejdsgruppe, som Det Hvide Hus har nedsat for at bekæmpe pandemien.
I et brev, som Atlas har delt på Twitter, kan man se, at han allerede gav Trump sin opsigelse 1. december.
Flere sundhedseksperter – heriblandt Anthony Fauci, der er USA’s ledende ekspert i infektionssygdomme – har på det kraftigste kritiseret Scott Atlas for at give Trump vildledende og forkert information under pandemien.
Nedtonet mundbind
Så sent som i denne måned sagde Atlas, at nedlukninger af amerikanske byer har været en “enorm fejltagelse” i forhold til at stoppe spredningen af virusset.
Han har også gentagne gange nedtonet vigtigheden af at bære mundbind.
I brevet forsvarer Atlas sig mod sine mange kritikere. Her tager han blandt andet en del af æren for udvidelsen af USA’s testkapacitet og genåbningen af amerikanske skoler.
– Som alle forskere og sundhedspolitiske videnskabsmænd lærte jeg ny information og sammenlignede den med den seneste data fra hele verden. Alt sammen i et forsøg på at give jer den bedste information til det fælles bedste, skriver Atlas.
En lettelse
Celine Grounder, der er en del af demokraten Joe Bidens rådgivende panel om coronakrisen, siger, at Atlas’ opsigelse er en lettelse.
– Jeg er lettet over, at det i fremtiden vil være kvalificerede folk i form af eksperter i smitsomme sygdomme og epidemiologer som mig, der skal hjælpe med at lede indsatsen, siger hun og tilføjer:
– Du ville ikke gå til fodlægen med et hjertestop, og det var i bund og grund, hvad vi gjorde.
Inden han blev Trumps coronarådgiver, arbejdede Scott Atlas som sundhedspolitisk rådgiver hos den konservative tænketank Hoover Institute.