Kvindelig passager var efterlyst
Fokus ændrede sig fra fører til passager
En efterlyst kvinde blev opdaget af politiet i et rutinestop.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Klokken 01.20 standsede politiet et køretøj, som blev ført ad Odsherredvej ved afkørslen ved Ny Holbækvej.
Det blev gjort med henblik på rutinemæssig kontrol af både føreren, personerne i køretøjet og selve køretøjet.
Føreren var en 51-årig mand, og en 27-årig kvinde fra Holbæk var med som passager.
Ændret fokus
Hende blev politiet mere interesseret i, fordi hun faktisk var efterlyst som udeblevet fra et retsmøde i fogedretten.
Den 27-årige blev derfor frihedsberøvet og ved visitationen på stedet fundet i besiddelse af en peberspray, hvilket medførte en sigtelse for overtrædelse af våbenlovgivningen.
Flere sigtelser
Ved ankomst til politistationen i Roskilde blev hun tillige fundet i besiddelse af 0,29 gram kokain, hvilket medførte yderligere en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Fredag formiddag skal den 27-årige transporteres fra Roskilde til Fogedretten i Holbæk, så retsmødet kan blive afviklet med hendes tilstedeværelse.
Senere vil hun så høre nærmere fra politiet i anledning af de to sigtelser.