Kvindelig bilist ødelægger hus
Torpederer hus ved højlys dag
En 36-årig kvinde kommer næppe på julekort med ejerne af et hus på Krengerupvej i Tommerup på Fyn.
Onsdag ved højlys dag kørte kvinden sin bil gennem muren til huset, så en del af fronten af bilen stod inde i huset.
- Hun er blevet afhørt. Der er ikke mistanke om spiritus. Hvorfor hun mistede herredømmet over sin bil er uvist, siger vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen til Newsbreak.dk.
Ingen mennesker kom noget til, da kvinde bankede ind i huset.
Huset usikkert
Men det sagesløse hus på Krengerupvej har lidt betydelig overlast ved påkørslen.
- Der er nogen halvstore skader på huset, og det skal vurderes om huset er i fare for at styrte sammen, siger Torben Jakobsen.
Det var kvinden selv, der ringede til politiet og sagde; "jeg er kommet til at køre ind i et hus".