Kvinde voldtaget og udsat for psykisk vold i flere år

Dommer i Nykøbing Falster har varetægtsfængslet 40-årig mand, der nægter sig skyldig

Offentliggjort Sidst opdateret

Gennem flere år er en kvinde i Nykøbing Falster blevet udsat for en stribe forbrydelser af sin mandlige samlever.

Sådan lyder politiets mistanke mod en 40-årig mand. Sigtelsen drejer sig blandt andet om voldtægt og psykisk vold.

Manden nægter sig skyldig, men torsdag har en dommer besluttet at varetægtsfængsle ham, oplyser specialanklager Skipper Falsled fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Risiko for fortsat plage

Fængslingen begrundes med to ting. Dels mener Retten i Nykøbing Falster, at manden på fri fod kan tænkes at ville begå lignende forbrydelser, altså at han vil fortsætte med at plage kvinden. Og dels er der hensynet til politiets efterforskning af sagen.

Sigtelsen drejer sig om voldtægt, forsøg på voldtægt, grov vold samt psykisk vold, oplyser anklageren.

Foreløbigt skal den 40-årige være frihedsberøvet til 15. november.

FORHOLDSVIS NY PARAGRAF

Bestemmelsen i straffeloven om psykisk vold er forholdsvis ny. Den blev indført i 2019, og den kræver mere af politiet end andre voldssager.

- Der er nødt til at være en omfattende efterforskning, har en anklager, advokaturchef Jeanette W. Andersen, udtalt til en rapport, som krisecentret Danner har udgivet.

Typisk skal der hentes beviser på virkningen af den psykiske vold ved afhøringer af familie, venner og arbejdskammerater. De kan berette om ændringer i offerets adfærd.

Paragraffen straffer den, der gennem længere tid forsøger at nedbryde og styre en nærtstående person. Det sker gennem groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd.

Powered by Labrador CMS