Kvinde taget 14 gange uden kørekort
Så røg bilen
En 44-årig kvinde måtte vinke farvel til bilen efter at være taget 14 gange uden kørekort.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Klokken 16.30 anholdt og sigtede politiet en 44-årig kvinde fra Svebølle for kørsel i narkotika- og spirituspåvirket tilstand i sin personbil, som hun i øvrigt ikke måtte være fører af.
I forvejen var hun tidligere blevet frakendt førerretten, så hun ikke må være fører af et køretøj, der kræver et kørekort.
Hun fik taget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og alkohol.
Find alternativer
Den 44-årige blev i forbindelse med løsladelse gjort bekendt med, at hun fremadrettet måtte finde alternative transportmuligheder, idet politiet beslaglagde hendes personbil.
Politiet kunne konstatere, at dagens kørsel uden at have førerret var 14. gang inden for de seneste tre år, at politiet afslørede hende i at køre bil.
"Beslaglæggelsen accepterede den 44-årige, som nu vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne fra blodprøver foreligger", skriver politiet.