Kvinde skubbet ud foran tog
En 34-årig mand er blevet anholdt, efter at han mandag aften overfaldt to unge kvinder på Valby Station
En 29-årig kvinde slap med livet i behold, efter at hun mandag aften blev overfaldet og skubbet ned på skinnerne på Valby Station af en 34-årig mand.
Det fortæller central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen tirsdag morgen.
Episoden fandt sted omkring klokken 22.30 mandag. Her begyndte manden ifølge Kenneth Jensen at chikanere to kvinder på perronen, inden han overfaldt dem begge med flere slag.
- Han er meget udadreagerende og råber og skriger, mens der står to personer i nærheden. Den ene bliver slået først, inden han også slår den anden, hvorefter han også skubber hende ned på skinnerne, mens der er et S-tog på vej ind på perronen.
- Det er på vej til at stoppe, men er faktisk nødt til at lave en katastrofeopbremsning for ikke at ramme personen på skinnerne, siger efterforskningslederen.
Kortvarigt bevidstløs
Han oplyser, at den 29-årige kvinde kortvarigt blev slået bevidstløs, da hun væltede ned på togskinnerne. Den anden kvinde - en 19-årig - var hende, der blev overfaldet først.
De blev begge efterfølgende sendt til skadestuen til tjek. Her blev den 29-årige indlagt, men de er begge sluppet for alvorlige skader, oplyser Kenneth Jensen.
Han tilføjer, at politiet endnu ikke har noget bud på et muligt motiv.
- Gerningsmanden virkede meget uligevægtig, hvis man kan kalde det det. Men ellers har vi ingen idé om motiv, og han er heller ikke umiddelbart egnet til at blive afhørt.
Anholdt og sigtet
Manden blev efterfølgende anholdt af politiet. Han er siden blevet sigtet for blandt andet særlig grov vold, hvor han har bragt en andens liv i fare.
Han skal fremstilles i grundlovsforhør senere tirsdag.