Kvinde sigtet efter brand
En 60-årig kvinde er blevet sigtet af politiet efter en brand, der opstod lørdag
Lørdag opstod en voldsom brand i den østjyske by Thorsø, hvor et hus brændte ned. Nu er en 60-årig kvinde sigtet i forbindelse med branden.
- Vi har sigtet en kvinde efter beredskabsloven. Det var den kvinde, der blev kørt af sted til behandling for mindre skader, siger Christian Riis til TV2 Østjylland.
Ifølge beredskabsloven kan man blive sigtet, hvis man ikke udviser forsigtighed, og på den måde er årsag til en brand.
Totalskadet stueetage
I sommerhalvåret sker det ofte, at husejere bliver sigtet efter beredskabsloven, hvis de bruger en ukrudtsbrænder og antænder deres garage eller et læhegn.
I dette tilfælde var det sket i forbindelse med en brændeovn, der skulle tændes op.
Ifølge Stiften.dk er husets stueetage totalskadet, men det er endnu uvist, hvordan kælderen ser ud.