Kvinde overfaldet: Søger vidner
Kvinde overfaldet i p-anlæg
Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til et muligt overfald på en 37-årig kvinde tirsdag formiddag i parkanlægget Møllemærsk i Aabenraa.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 11.42, hvor kvinden var blevet fundet af et vidne på Nybropassagen, nær parkanlægget.
Ved bevidsthed
Den 37-årige kvinde var ved bevidsthed, var kommet lettere til skade, men var samtidig konfus og kunne ikke erindre, hvordan skaderne var opstået.
Syd- og Sønderjyllands Politi håber derfor at komme i kontakt med borgere, der har observeret noget mistænkeligt i parkanlægget tirsdag formiddag.
Afsøgt med hunde
Politiet var synligt til stede tirsdag og har blandt andet afsøgt området med hunde.
Vidner i sagen kan kontakte Politiets Servicecenter på telefonnummer 114.