Kvinde nægter bil-drab og skyhøj promille
Den 58-årige kvinde, der er sigtet for drabet på sin mand, fik målt en promille på 1,94 kort efter ulykken
Det var ikke meget, at offentligheden fik at høre fra Retten i Holstebro i sagen, hvor en 60-årig mand er død. Hans 58-årige kone er sigtet for uagtsomt manddrab i byen Idom tirsdag.
Dørene blev nemlig lukkede af hensyn til vidner, der skal afhøres og genafhøres i sagen.
Men inden dørlukningen kom hele sigtelsen frem:
Kørsel i sin sættevognstrækker efter indtag af alkohol, som oversteg promille-grænsen på 0,5, og uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder.
Næsten to i promille
Den målte promille var ikke bare lige over 0,5 - den var 1,94.
Kvinden nægter sig skyldig i begge forhold og forstår slet ikke promilleresultatet.
- Hun kan ikke forstå, at promillen skulle være så høj. Derfor nægter hun sig skyldig, siger kvindes forsvarer, Bent Aagaard, ifølge Dagbladet Holstebro-Struer.
Kørte mand ned
Ifølge politiet har kvinden kørt sin mand ned.
Men de er i tvivl om, hvornår det er sket.
De er også i tvivl om, om kvinden har gjort det bevidst eller ubevidst.