Kvinde i kritisk tilstand
En 55-årig kvinde er i kritisk tilstand, efter at hun er blevet udsat for vold i Sydhavnen i København
Kvinden er indlagt på rigshospitalet
HANNAH MCKAY
En 55-årig kvinde er torsdag aften indlagt på Rigshospitalet i kritisk tilstand, efter at hun er blevet udsat for grov vold.
Det oplyser Københavns Politi.
Klokken 15.05 rykkede politiet ud til en lejlighed i P. Knudsens Gade i Sydhavnen.
Anholdt samlever
- En kvinde er blevet udsat for grov vold og bragt til Rigshospitalet. Her lyder meldingen, at hendes tilstand er stabil men kritisk, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Anders Lykkegaard.
Der er ikke blevet brugt våben eller redskaber i forbindelse med volden mod kvinden.
Politiet har anholdt kvindens 53-årige samlever.
- Han vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling, siger Anders Lykkegaard torsdag aften.
De pårørende til offeret er blevet underrettet.
§ 244-247 i Straffeloven
Straffeloven har to forskellige paragraffer for voldssager, og derudover to paragraffer, der kan give strafforøgelse. Paragraf 244 er den mildeste af de to – den omfatter der, der også i nogle tilfælde bliver omtalt som simpel vold. Paragraf 245 omfatter vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter – det bliver i nogle tilfælde omtalt som grov vold. Paragraf 246 og 247 handler om vold under slærpede omstændigheder. Du kan se den fulde ordlyd af de fire paragraffer her.
- § 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
- § 245. Den, som udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.
- § 246. Har et legemsangreb omfattet af § 245 eller § 245 a, været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år.
- § 247. Begås nogen af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 244-246, af en person, der tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, kan straffen forhøjes med indtil det halve.Stk. 2. Det samme gælder, når en lovovertrædelse som nævnt i §§ 244-246 begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold.
Kilde: Retsinformation.dk