Kvinde i kritisk tilstand fløjet bort i helikopter

Den 52-årige kvindelige cyklist blev påkørt i Sunds ved Herning

Offentliggjort Sidst opdateret

En 52-årig kvinde er fløjet til Skejby, hvor hun er blevet indlagt i kritisk tilstand, efter at hun på cykel blev påkørt af en bilist i Sunds ved Herning.

Det fortæller vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi Jesper Brøndum natten til lørdag til Ritzau.

Påkørslen skete ud for nummer 66 på Strandvejen, der er en sidevej til Ilskovvej.

Ung bilist er rystet

Den 20-årige mandlige bilist har ifølge Jesper Brøndum forklaret, at cyklisten kom kørende ud på vejbanen, hvorefter han påkørte hende.

De kom begge kørende i samme retning.

- Han er noget rystet, for efter sigende kørte hun langt ud på vejen, så han bliver lidt overrasket, siger Jesper Brøndum.

- Det ser ikke ud, som om cyklisten har haft lys på.

Pårørende underrettet

Hendes pårørende er underrettet.

En bilinspektør er i gang med at undersøge ulykkesstedet.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker.

Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

MIDT- OG VESTJYLLANDS POLITI

Midt- og Vestjyllands Politi dækker Ikast-Brande, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Viborg, Skive, Lemvig, Struer, Thisted og Morsø kommuner.

Med sine 9.500 kvadratkilometer og 22,3% af landets samlede areal er Midt- og Vestjyllands Politi geografisk set den største politikreds.

De 586.000 borgere, der bor i politikredsen, bliver serviceret af politiet fra syv døgnbemandede lokalstationer i Holstebro, Thisted, Skive, Viborg, Silkeborg, Herning og Ringkøbing, fire nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Ikast-Brande og Nykøbing Mors samt en landbetjent i Nørre Snede.

I Midt- og Vestjyllands Politi ligger også det landsdækkende Politiets Administrative Center, som hvert år behandler mere end 1,5 millioner sager inden for områderne automatisk trafikkontrol, bøde, kriminalregister, kørekort, tilladelser og våben for borgere i hele landet.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi
Powered by Labrador CMS