Kvinde i kritisk tilstand efter ulykke
Hun blev ramt bagfra af en varebil
Opdatering lørdag den 28/1 klokken 07.49: Kvinden er fortsat i kritisk tilstand lørdag morgen, oplyser Østjyllands Politi til Newsbreak.dk.
En 27-årig kvinde kom torsdag morgen alvorligt til skade i forbindelse med et færdselsuheld på Århusvej ved Hinnerup.
Kvinden kørte i siden af vejen på sin knallert, da hun blev ramt bagfra af en varebil ført af en 21-årig mand.
Alvorlige skader
Den 27-årige blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand med alvorlige skader, og fredag ved middagstid er kvindens tilstand fortsat kritisk.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 21-årige blev sigtet for at have forårsaget færdselsuheldet, og en bilinspektør skal nu undersøge omstændighederne ved uheldet nærmere.
Pårørende er underrettet
Før bilinspektørens rapport foreligger, kan Østjyllands Politi ikke oplyse yderligere detaljer om uheldet.
De pårørende til den 27-årige er underrettet.