Kvinde fundet dræbt
Mand anholdt efter fund af dræbt kvinde
En kvinde blev sent onsdag aften fundet dræbt i et rækkehus i Sabro nordvest for Aarhus.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Dion Emdal tidligt torsdag morgen.
Politiet modtog anmeldelsen onsdag klokken 23.13.
Mand anholdt
- Vi får en anmeldelse fra en adresse i Sabro, hvor vi får at vide, at der ligger en død person i et rækkehus, siger han.
En patrulje kører ud til adressen og konstaterer, at en kvinde er blevet dræbt.
- Vi anholder en mand på stedet, siger vagtchefen.
Pårørende ikke underrettet
Han vil hverken oplyse alderen på kvinden eller manden, deres relation, eller hvordan kvinden er blevet dræbt.
- Vi er stadig til stede derude og undersøger gerningsstedet for at finde ud af, hvad der er sket, siger Dion Emdal kort før klokken 05.30 torsdag.
Han oplyser videre, at kvindens pårørende endnu ikke er blevet underrettet.
Den anholdte mand er sigtet for drab. Han ventes ifølge vagtchefen at blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag.