Kvinde dræbt i stormvejret
En ældre kvinde har mistet livet i en ulykke. Undersøgelser peger på, at ulykken er relateret til stormen
En ældre kvinde på Midtfyn er afgået ved døden efter en ulykke.
Ifølge politiet undersøgelser er dødsfaldet sket i forbindelse med stormen Malik, som rasede over Danmark lørdag.
Det oplyser Fyns Politi.
Den 78-årige kvinde blev fundet død søndag på en adresse i Vester Hæsinge på Midtfyn.
Trukket med dør
- Undersøgelsen på stedet peger på, at kvinden i forbindelse med åbning af stalddør indefra er blevet trukket med ud på grund af vinden, der har fået fat i døren.
- Herved er hun faldet og har pådraget sig læsioner, der gjorde, at hun afgik ved døden.
- Det er således politiets opfattelse, at der er tale om en ulykke, der er relateret til den kraftige storm, der det seneste halve døgn er gået gennem Danmark, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
De pårørende er underrettet. Politiet har ikke yderligere kommentarer til dødsfaldet.