Kvinde dræbt for øjnene af sine børn

En 28-årig kvinde er blevet dræbt af knivstik i sin lejlighed

Offentliggjort Sidst opdateret

En 28-årig kvinde er død, efter at hun torsdag formiddag blev stukket med kniv i sin lejlighed i Viby.

En 38-årig mand, der er far til kvindens to børn, er anholdt og sigtet for drab.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.

Det var torsdag klokken 10.30, at politiet fik en anmeldelse om, at den 28-årig kvinde var blevet overfaldet og stukket med en kniv i en lejlighed på Byvangs Allé i Viby.

Kvindens to børn - en pige på fire år og en dreng på seks år, var også på stedet.

Pigen havde fået nogle snitsår på den ene hånd.

Der blev med det samme sendt både politi og ambulancer til stedet, hvor det hurtigt stod klart, at kvinden var svært tilskadekommen.

Hun blev kørt til hospitalet, hvor hun kort før middagstid afgik ved døden, oplyser politiet.

Datter kørt til behandling

Kvindens fireårige datter blev også kørt til behandling på hospitalet, men hun havde umiddelbart kun fået overfladiske skader.

På gaden neden for kvindens lejlighed fik politiet kontakt til den 38-årige mand, der er far til de to børn. Han blev anholdt på stedet og er nu blevet sigtet for drab.

Han forventes fremstillet i grundlovsforhør fredag formiddag.

Politiet er massivt til stede ved lejligheden i Viby, hvor kvinden blev dræbt
Politiet er massivt til stede ved lejligheden i Viby, hvor kvinden blev dræbt

Torsdag eftermiddag arbejder politiet stadig på stedet og vil formentlig være der i nogle timer endnu

Politiet arbejder i øjeblikket på underretning af kvindens pårørende.

De sociale myndigheder er inddraget med henblik på varetagelse af de to mindreårige børn, skriver politiet.

Powered by Labrador CMS