Kvinde død i brand i rækkehus i Odense

Brandårsagen er endnu ukendt, efter at en 76-årig kvinde søndag mistede livet i brand i Kirkendrup ved Odense

Offentliggjort

En 76-årig kvinde er død efter en brand i et rækkehus i Kirkendrup i det nordlige Odense.

Det oplyser Milan Holck, vagtchef ved Fyns Politi.

Ifølge vagtchefen var beredskabet hurtigt på stedet, men det lykkedes alligevel ikke at redde kvindens liv.

Ingen andre er kommet til skade i branden.

Ukendt brandårsag

Til Ekstra Bladet siger vagtchefen, at brandårsagen er ukendt.

- Stedet skal nu undersøges nærmere, så derfor kan vi endnu ikke konkludere noget i forhold til, hvad der har været årsag til branden, siger han.

Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 19.57.

Pårørende er underrettet

Den 76-årige kvindes pårørende er underrettet.

Kirkendrup ligger i postnummeret Odense N cirka syv kilometer fra Odense centrum.

FYNS POLITI

Fyns Politi dækker Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Langeland, Middelfart, Nordfyn, Nyborg, Odense, Svendborg og Ærø kommuner.

Fyns Politi betjener 485.000 borgere og har et areal på godt 3.500 km2. 

Fyns Politi blev grundlagt den 1. januar 2007 ved politireformens sammenlægning af landets daværende 54 til 12 kredse.

Kilde: Fyns Politi
Powered by Labrador CMS