Kvinde anmelder voldtægt
En kvinde var på vej hjem fra byen, da hun blev hevet ind i en gade og udsat for voldtægt, oplyser vagtchef
En 20-årig kvinde blev natten til søndag udsat for en voldtægt i den vestjyske by Struer.
Det oplyser vagtchef Anders Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi mandag morgen.
- Der er en kvinde, der har været i byen i Struer, og hun er vej hjem af Søndergade, siger vagtchefen.
- Og på et tidspunkt omkring klokken halv tre natten mellem lørdag og søndag, møder hun så en mand, som trækker hende ind i en gade, der hedder Tårnvej, og der bliver hun så voldtaget.
Søger vidner
Kvinden er ifølge Anders Hansen blevet undersøgt af en retsmediciner.
Politiet har også været "oppe at søge med hunde på gerningsstedet," fortæller han.
Politiet hører også gerne fra folk, hvis de har set noget omkring klokken halv tre natten til søndag.
Vagtchefen beskriver manden som værende "dansk udseende", 180-200 centimeter høj, mellem 25 og 30 år og med kasket.