Kvinde amok på banegård
Hidsig dame anholdt
En kvindelig ryger gik mandag morgen amok på banegården i Aarhus C.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
En patruljevogn blev mandag klokken 07.20 kaldt til banegården.
Her var en kvindelig togansat blevet skubbet omkuld af en anden kvinde efter en uoverensstemmelse mellem de to.
Ville ryge
De var blevet uenige, da den togansatte bad den anden kvinde om at holde op med at ryge på perronen, hvilket har været forbudt i årevis.
I stedet for at slukke sin smøg, skubbede den rygende kvinde den anden omkuld.
Betjentene fandt hurtigt frem til den voldelige ryger - en 24-årig kvinde.
Hun blev lagt i håndjern og anholdt og sigtet for at have begået vold mod nogen i offentlig tjeneste.
Den togansatte kvinde kom ikke til skade i forbindelse med den hårde landing på perronen.