Kvæstet ved politiaktion

Da politiet var rykket ud til en ransagning, blev en 25-årig mand fundet. Nu er han sigtet for narkosalg

Offentliggjort Sidst opdateret

En 25-årig mand kom alvorligt til skade, da politiet gennemførte en ransagning i en sag om salg af narko, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Tre mænd, en 19-årig og en 25-årig mand fra Varde samt en 26-årig mand fra Esbjerg, blev torsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for salg af narkotika.

Den 25-årige blev fremstillet in absentia.

Samtlige sigtede nægtede sig skyldige (den 25-årige via sin advokat), mens den 26-årige og advokaten for den 25-årige tog forbehold for kære af varetægtsfængslingen.

Fundet nær lejlighed

Den 25-årige sigtede er identisk med den mand, som tirsdag aften blev fundet alvorligt tilskadekommen i Kongensgade i Esbjerg – umiddelbart nær den lejlighed, hvor politiet samtidig foretog ransagning og anholdt de to øvrige gerningsmænd i forbindelse med sagen om salg af narkotika.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse. 

Efterforskningen har ført til, at også den 25-årige er blevet sigtet i sagen.

Tirsdag faldt en 25-årig mand fra et vindue i Kongensgade i Esbjerg, men det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få bekræftet ved politiet, om der er tale om netop denne sag.

Efterforsker politiet

Da den 25-årige blev fundet i forbindelse med politiets udrykning til adressen, er Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) gået ind i sagen.

Dette er sket, efter at Syd- og Sønderjyllands Politi selv har rettet henvendelse til DUP og underrettet myndigheden om hændelsen, da en person er kommet alvorligt til skade i forbindelse med en politiforretning (retsplejelovens paragraf 1020a, stk. 2).

Syd- og Sønderjyllands Politi kan ikke udtale sig yderligere om den aktuelle efterforskning af sagen om salg af narkotika, da der er tale om en verserende sag. Og Syd- og Sønderjyllands Politi kan heller ikke udtale sig yderligere om sagen om den 25-årige mand, da den bliver efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Powered by Labrador CMS