Kunne ikke redde nabokone
Mand kunne ikke få nabokone ud af brændende lejlighed
En 63-årig mand så lørdag, at der kom røg ud fra naboens lejlighed i Hørsholm, og han sparkede døren ind for at komme naboen til undsætning. Men forgæves.
Naboen, der er en 62-årig kvinde, omkom.
Det fortæller vagtchef Christian Illum fra Nordsjællands Politi.
Kravler langs gulvet
Politiet fik anmeldelsen lørdag klokken 17.36 om branden i en etageejendom på gaden Opnæsgård i Hørsholm.
- Den 63-årige får sparket døren ind og ser, at der er en masse røg, så han kravler langs gulvet.
- Han finder frem til beboerens seng, og her ligger den 62-årige kvinde, men hun er uden for bevidsthed, og han kan ikke redde hende ud. Så han må opgive at redde hende og kravler selv ud i sikkerhed, siger vagtchefen.

Fundet død i sengen
Ikke længe efter ankom politi og brandvæsen til adressen. Branden blev slukket, og kvinden blev fundet død i sengen.
Søndag formiddag står det endnu ikke klart, hvad årsagen til branden var. Der er foretaget brandundersøgelser i lejligheden, som skal kaste lys over det.
Obduceres
Desuden bliver kvinden obduceret for at vise, hvad der kostede kvinden livet.
- Vi antager, at kvinden er død af røgforgiftning, siger vagtchefen.
Kvindens pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.
Hun bliver senere hentede ud af lejligheden og erklæret død.