Kraftig mand hjemmerøver kvinde
Brød ind midt om formiddagen
En ældre kvinde var torsdag formiddag udsat for et hjemmerøveri i Jerslev i Brønderslev Kommune.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
En kraftig mand trængte ind til kvinden klokken cirka 09.30.
Her forlangte han at få udleveret kvindens dankort og pinkode.
Chokeret
Kvinden er chokeret efter hjemmerøveriet, hvor manden også stak af med en mobiltelefon, en fastnet-telefon og et mindre beløb i kontanter.
Hun er fysisk uskadt efter hændelsen.
- At blive udsat for, at der nogen, som trænger ind på ens private bopæl, er dybt utrygt. Og det ser vi med stor alvor på, siger vagtchef, politikommissær Morten Axelsen.
Søger bil
Nordjyllands Politi søger en bil, der kan være af interesse for sagen.
Det drejer sig om en personbil af ukendt fabrikat, muligvis en minibil passende med VW Polo eller VW Golf i farven bordeaux rød med ukendt registreringsnummer.
Gerningspersonen beskrives som:
- Mand
- Cirka 180-190 cm høj
- 40-50 år
- Kraftig af bygning
- Umiddelbart intet skæg
- Iført sort overdel uvist om lang- eller kortærmet
- Sorte bukser samt iført et blåt mundbind
Hvis du ved noget, kontakt da Nordjyllands Politi på telefon 114.