Kræver strengere straf for lærers død
Sagen om fældningen af et 35 meter højt træ ved Sorø sendes videre til Østre Landsret
I en sag om uagtsomt manddrab ved fældningen af et træ ved Sorø ønsker anklagemyndigheden en hårdere straf end den, der blev udmålt af byretten 24. januar.
Statsadvokaten i København oplyser til Ritzau, at man har anket dommen til Østre Landsret for seks unge mænd.
Skal afsone
Retten i Næstved fastsatte straffe på mellem et år og et år og to måneder. Seks måneder blev gjort ubetinget og skal altså afsones.
Mændene fældede et træ kort efter midnat 13. marts sidste år ud over en uoplyst landevej i Sorø.
Træet var et 35 meter højt grantræ med en stamme på en diameter på 116 centimeter.
Skolelærer døde
Det ramte en bil, og en 55-årig efterskolelærer afgik ved døden med det samme.
Det var to af de dømte, der hovedsageligt stod bag træfældningen. Den ene - en 20-årig - skar i træet med en motorsav, mens en 21-årig bankede kiler i med en økse.
