Kræver mand fængslet for vold
Dommer i Københavns Byret skal afgøre, om der er grund til at fængsle mand efter episode ved Kultorvet
En 39-årig mand vil lørdag blive fremstillet for en dommer i sagen om et overfald på statsminister Mette Frederiksen (S). Det oplyser Københavns Politi.
Her vil dommeren afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle manden, der blev anholdt efter en episode fredag aften ved Kultorvet i København.
Kraftigt skub
Her blev statsministeren ifølge en meddelelse fra Statsministeriet fredag aften tildelt et slag.
Øjenvidner har ifølge mediet B.T. fortalt, at en mand gav Mette Frederiksen et kraftigt skub, da hun kom gående fra Nørreport i retning mod Strøget. Manden kom gående i modsat retning.
Statsministeren væltede til siden, har to vidner berettet om hændelsen, men hun faldt ikke til jorden.
Afviser at kommentere
Sagen er blevet omtalt også internationalt og har udløst en række kommentarer.
Københavns Politi afviser lørdag morgen overhovedet at kommentere sagen eller at besvare spørgsmål.