Kræver livstid til Korsør-manden
En i dag 33-årig mand er kendt skyldig i et drab og grove overgreb på tre piger. Anklager kræver livstidsdom.
En 33-årig mand er fredag kendt skyldig i drab, langvarige frihedsberøvelser, grove voldtægter eller forsøg herpå, og straffen for det bør ifølge anklagemyndigheden være fængsel på livstid.
Det siger anklager Thea Høst fredag formiddag i Retten i Næstved.
Hvis retten ikke finder grundlag for at idømme 33-årige Philip Patrick Westh en livstidsdom, bør han ifølge anklageren idømmes forvaring.
Det er ligeledes en dom til indespærring på ubestemt tid.
Overstiger 16 år
- Det er min opfattelse, at der selvfølgelig ikke kan blive tale om tidsbestemt straf. Hvis man skal have tidsbestemt straf, er det maksimalt 16 år. I denne sag vil straffen langt overstige fængsel i 16 år, siger anklageren.
Manden er kendt skyldig i at have forsøgt at bortføre 17-årige Emilie Meng langvarigt natten til 10. juli 2016, forsøgt at voldtage hende samt for at have dræbt hende og placeret hendes lig i en sø i Regnemarks Bakke ved Borup på Sjælland. Her blev hendes lig fundet i december samme år.
Ville voldtage efterskoleelev
Han er også kendt skyldig i vold og trusler mod en 15-årig efterskoleelev i Sorø i 2022. Pigen forsøgte han at bortføre langvarigt og voldtage, har retten afgjort.
Han er ligeledes kendt skyldig i sidste år i april at have bortført en 13-årig pige i Kirkerup nær Slagelse. Hun var langvarigt frihedsberøvet og blev over et døgn udsat for grove voldtægter og vold.
Bør skærpe
Philip Patrick Westh forsøgte desuden at slå den 13-årige ihjel, hvilket dog mislykkedes, fordi politiet nåede at anholde ham og befri pigen.
- Vi lander på et sted mellem otte og ni års fængsel, alene ud fra de grove overgreb, som (den 13-årige, red.) blev udsat for, siger anklager Thea Høst, som fredag gennemgår anklageskriftet del for del for at sige, hvad hun mener, hver forbrydelse i sig selv burde koste af straf.
Anklager Thea Høst fremhæver flere detaljer, som hun mener, bør tale i skærpende retning - og altså skubbe straffen opad. Men hun nævner intet, der kan være formildende.
Erkender kun bortførelse
- Der er ikke nogen, siger hun.
Den 33-årige har under retssagen alene erkendt noget vedrørende den 13-årige, mens han har nægtet sig skyldig i det resterende.
Retten i Næstved har tilsidesat flere dele af hans forklaring i retten.
Straffen til den 33-årige udmåles fredag eftermiddag.