Kræver hård straf til Syrien-kvinder
Kvinderne var husmødre og hustruer i Syrien, mener anklagemyndighed, der vil have dem dømt for terrorparagraf
Tre kvinder på 33 år, 35 år og 38 år er alle blevet tiltalt for at være rejst til et konfliktområde i Syrien, hvor de var hjemmegående husmødre og hustruer til krigere for Islamisk Stat.
Anklagemyndigheden vil have dem dømt for på den måde at have fremmet en terrororganisation.
Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse fredag formiddag.
Evakueret sammen med børnene
De tre kvinder blev alle hentet hjem til Danmark fra Syrien den 7. oktober sidste år og har siddet varetægtsfængslet siden.
De blev evakueret sammen med deres i alt 14 børn fra Roj-lejren i det nordøstlige Syrien.
Anklager: De understøttede IS
Kvinderne rejste uden tilladelse til Raqqa-provinsen og Deir al-Zour-provinsen i en periode, hvor områderne var kategoriseret som "konfliktområder".
- Det er vores opfattelse, at kvinderne har været en vigtig del af IS i forhold til familiemæssig og praktisk understøttelse af terrororganisationen, hvilket bidrog til IS-aktiviteterne i de besatte områder, siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg, i pressemeddelelsen.
Sagerne mod den 35-årige og den 38-årige er rejst af Statsadvokaten i Viborg, mens den tredje sag er rejst af Statsadvokaten i København.