Kræver hård straf for påkørsel af betjent
21-årig har ifølge anklager gjort sig skyldig i vanvidsbilisme, da han påkørte og invaliderede betjent
En 21-årig mand, der påkørte og invaliderede en betjent i Aarhus for et år siden, står til fem års ubetinget fængsel.
Det er kravet fra anklager Bjørn Fogh Sørensen, da han i Retten i Aarhus torsdag eftermiddag argumenterer for en passende straf.
-Han er vanvidsbilist
Derudover vil anklageren have frakendt manden retten til at køre bil i ti år og konfiskere den VW Polo, han kørte i.
- Han har udvist foragt for andre mennesker, for samfundets fælles spilleregler, og han har efterladt Stefan Nymann (den påkørte betjent, red.) i livsfare.
- Han er vanvidsbilist, og det skal straffes hårdt.
Et enigt nævningeting har fundet den tiltalte skyldig i hensynsløs kørsel, uagtsom legemsbeskadigelse, forsætlig forvoldelse af fare og flugtbilisme.
Strafferammen skærpet
Det er ifølge anklageren præcis de paragraffer, der indrammer begrebet vanvidskørsel.
Strafferammen for vanvidskørsel blev skærpet sidste år, og det skal retten gøre brug af, mener anklageren.
Påkørslen af betjenten skete 18. juni sidste år i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Aarhus.
Under en politi-eftersættelse kørte den 21-årige over for rødt og ramte betjenten, der var i gang med at lægge sømmåtter ud for at standse bilen.
Har nægtet sig skyldig
Betjenten pådrog sig en hjerneskade og en delvis lammelse.
Den 21-årige har nægtet, at han forsætligt har forvoldt fare og har hævdet, at han ikke så betjenten.
Den forklaring har retten afvist som utroværdig.
Den tiltalte har i et tv-klip hos TV2 Østjylland tidligere betegnet sig selv som "vanvidsbilist" og erklæret, at han ikke respekterer rødt lys.
38 anklagesager
Netop overtrædelse af færdselsloven udgør en stor del af de i alt 38 anklagepunkter i sagen mod den 21-årige.
Han er fundet skyldig i alle forhold på nær tre.
Anklageren mener, at de mange anklagepunkter "tegner et billede af en person, der ikke har respekt for færdselsloven".
- Det er et udtryk for, at han (den tiltalte, red.) følte sig urørlig og udødelig. Han troede han kunne danse mellem regndråberne uden at blive våd. Det kunne han desværre ikke, siger anklageren.
Forsvarer uenig
Forsvarsadvokat Tobias Engby mener, at "anklagerens strafpåstand er skudt over målet".
- Der er ikke nogen, der er døde. Der er ikke alkohol involveret. Han er ikke tidligere straffet for særlig hensynsløs kørsel, opsummerer forsvarsadvokaten.
Han mener, at dommen maksimalt kan nå op på to et halvt års fængsel.
Det er endnu uvist, hvornår retten afsiger dom i sagen.