Krævede halv million i løsesum
Seks mænd blev søndag anholdt for en frihedsberøvelse af en yngre mand. Mandag er nogle detaljer kommet frem
En gruppe mænd krævede angiveligt en halv million kroner i løsesum, hvis de skulle løslade en yngre mand, som var blevet frihedsberøvet.
Det fremgår ifølge B.T. af en sigtelse, som mandag er blevet læst op ved et grundlovsforhør i Retten i Glostrup.
Her bliver tre af de seks mænd, som søndag blev anholdt for at stå bag frihedsberøvelsen, hvor offeret kom alvorligt til skade, fremstillet i grundlovsforhør.
Fra lørdag til søndag
Offeret var bortført fra lørdag aften til søndag eftermiddag.
Imens fik han blandt andet kraniebrud, brud på den ene kæbe og betydelige skader på det ene øje ifølge B.T.
Lidt over klokken 23 lørdag aften modtog politiet en anmeldelse om, at bevæbnede mænd havde frihedsberøvet en mand, som er i 20'erne. Mændene havde kørt ham væk i en bil.
Det skrev Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse søndag.
Anmeldelsen fik politiet til at sætte gang i en større eftersøgning. Her fik politikredsen hjælp fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET).
B.T. skriver ikke, om det er kommet frem, hvordan de tre mænd, som mandag er i grundlovsforhør, forholder sig til sigtelsen.