Kradsede og slog: Ville betale med kørekort
En ung mand så sig sur på en butiksmedarbejder
En beruset mand slog og kradsede en butiksansat, der ikke ville godtage et kørekort som betaling for en sodavand.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
En medarbejder i en butik på Banegårdspladsen i Aarhus C anmeldte søndag morgen klokken 6.49, at en kunde havde slået ham i ansigtet, og at gerningsmanden nu blev holdt tilbage af et par vagter.
En patrulje kørte til butikken, hvor de overtog den tydeligt berusede 24-årige mand, som ifølge personalet på stedet havde kradset og slået den ene medarbejder, der nu havde en mindre flænge i ansigtet.
Ville betale med kørekort
Ifølge medarbejderen havde den 24-årige forgæves forsøgt at betale en sodavand med sit kørekort, men han gik alligevel derfra med den ubetalte sodavand i hånden.
Medarbejderen fik standset ham på vej ud, og den 24-årige afleverede sodavanden tilbage.
Efterfølgende blev han dog pludseligt aggressiv og slog medarbejderen i ansigtet.
Betjentene, der ankom efter anmeldelsen, anholdt den 24-årige og sigtede ham for vold.