Kørte vanvidskørsel på 'el-cykel'
38-årig skal bag tremmer
En 38-årig mand fra Ballerup vest for København er blevet idømt 40 dages ubetinget fængsel for vanvidskørsel på et kraftigt cykellignende elektrisk køretøj, som han troede var en el-cykel.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Den 38-årige mand var tiltalt for at have været skyld i et færdselsuheld på Præstevænget i Ballerup en nat i juni.
Her påkørte han med en promille på over 2,0 en parkeret bil.
Ved uheldet førte han et kraftigt cykellignende elektrisk køretøj, som ifølge politiet kunne køre mindst 40 kilometer i timen.
Ikke en el-cykel
I retten var dommeren enig med anklagemyndigheden i, at mandens køretøj ikke kunne anses for at være en cykel på grund af den store elektriske effekt og høje hastighed.
I stedet skulle køretøjet kategoriseres som en registreringspligtig stor knallertmed tilhørende nummerplade, der kræver kørekort til kategori A.
Derfor var der tale om et ulovligt køretøj, som ikke må køre på vej eller cykelsti.
Manden blev kendt skyldig i at køre på en særlig hensynsløs måde, fordi han var meget fuld og kørte på et ulovligt køretøj med defekte bremser. Det falder under reglerne for vanvidskørsel.
Konfiskeret
Han blev desuden dømt for at køre uden førerret til stor knallert, som ikke var registreret med nummerplade eller forsikret, og for at køre uden styrthjelm.
Ud over 40 dages ubetinget fængsel, blev manden frakendt førerretten i tre år og seks måneder og fik en tillægsbøde på 12.000 kr.
Ydermeret blev køretøjet konfiskeret med henblik på salg på auktion, hvor udbyttet havner i statskassen.
Manden udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.