Kørte narkokørsel og tilkaldte politiet

Så er man godt nok dum

Offentliggjort

Det er næppe studenterhuen der trykker hos en 19-årig mand, der optræder i døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Klokken 21.02 mandag aften fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand var blevet stukket med kniv på åben gade i Aarhus-bydelen Hasle.

Flere politipatruljer kørte med udrykning til stedet, men der var ingen som helst tegn på, at noget af den kaliber havde fundet sted i Hasle.

Ringede tilbage

Da en betjent ringede til anmelderens nummer og spurgte ind til anmeldelsen, blev der grinet i den anden ende af røret.

Betjenten mistænkte derfor, at der kunne være tale om en falsk anmeldelse.

Ved et nærmere tjek viste det sig, at anmelderens telefonnummer tilhørte en 19-årig mand, der tidligere på aftenen var blevet anholdt og sigtet for narkokørsel i Hasle.

Efter at have afgivet blodprøve blev manden løsladt, og det viste sig så, at det første han gjorde, var at lave telefon-fis med politiet.

Den 19-årige får nu en sigtelse for ”misbrug af faresignal” ved at tilkalde hjælp uden grund oven i sigtelsen for narkokørsel.

Powered by Labrador CMS