Kørt med politieskorte til Rigshospitalet
Fem tilskadekomne i busulykke fredag aften
Fem mennesker er komme til skade fredag aften i en busulykke i Stenløse i Nordsjælland.
Det fortæller vagtchef hos Nordsjællands Politi, Henrik Thelin, til Nyheder.dk.
Politi, brand og redning blev alarmeret klokken 19.58.
Formentlig ildebefindende
Bussen kørte ad Frederikssundsvej mellem Stenløse og Ølstykke, da chaufføren angiveligt fik et ildebefindende bag rattet, hvorved den førerløse bus væltede om på siden i fuld fart.
- Det er stadig vores hypotese, at den mandlige chauffør fik et ildebefindende, siger Henrik Thelin til Nyheder.dk klokken 21.45.
- Han fik livreddende førstehjælp på stedet og er blevet kørt med politieskorte til Rigshospitalets Traumecenter. Hans tilstand er ukendt, siger Henrik Thelin.
Fire andre med ambulancer
Fire passagerer i bussen er kommet til skade.
- De er kørt til forskellige hospitaler i området med sygetransport, siger Henrik Thelin.
Ingen af de fire passagerer er livstruende skadet.
- De har de skader, man nu engang kan få, når man er passager i en bus, der vælter i fart, siger Henrik Thelin til Nyheder.dk.