Korsørmanden: Drevet af magt og kontrol
33-årig er tiltalt for et drab samt for voldtægt eller forsøg på samme mod tre piger. Tirsdag begynder sagen.
Tre tilfælde af bortførelse og voldtægt eller forsøg på samme begået mod tre teenagepiger.
Det er blandt det, en 33-årig mand er tiltalt for i en sag, som Retten i Næstved indleder tirsdag.
Anklagemyndigheden mener dermed, at han er en serieforbryder. Det vil sige en person, som har begået mindst tre tilfælde af den samme type forbrydelse over længere tid.
Nægter sig skyldig
Selv nægter manden sig skyldig i langt hovedparten af anklagerne mod ham. De omfatter foruden bortførelse og voldtægter også blandt andet vold, ulovlig tvang, trusler, usømmelig omgang med lig samt drabet på den ene af de tre piger - 17-årige Emilie Meng.
Der er bestemte ting, der driver serieforbrydere. Det fortæller psykolog Florence McLean, der har taget uddannelser i USA i gerningsmandsprofilering. Hun udtaler sig ikke om den konkrete sag, men derimod om serievoldtægtsmænd og seriemordere generelt.
Vil påføre smerte
- Lidt forsimplet sagt så handler det om magt og kontrol, og så er der noget psykologisk, de udlever, siger hun.
Det kan være, at gerningsmanden selv gentagne gange har været udsat for seksuelle overgreb i sin barndom, og at vedkommende håndterer det ved at påføre andre den samme smerte.
Traumet kan også stamme fra eksempelvis mobning eller isolation, nævner McLean.
Angst og depression
- Nogen, de vender traumer indad, så de får angst, depression eller bliver selvskadende. Og så er der dem, der vender traumet eller frustrationen udad, og de bliver så udadreagerende.
- Det kan være ved vold, overgreb, det kan være serieforbrydere, det kan i sidste ende blive mordere, siger Florence McLean.
Ikke usædvanligt
I sagen med den 33-årige tiltalte var de tre ofre på gerningstidspunkterne henholdsvis 17, 15 og 13 år. Det er ifølge Florence McLean ikke usædvanligt, at en serieforbryder går efter ofre i forskellige aldre.
Det kan skyldes, at gerningsmanden har oplevet, at en voksen var for svær at styre, mens en pige derimod hverken er særligt stor eller særligt stærk og kan have sværere ved at sige fra.
- Oftest handler det om kontrol. At det er nemmere at kontrollere et ungt menneske end en voksen kvinde, siger hun.
18 dage til at afgøre det
Florence McLean ser dog oftest, at serieforbrydere er startet med unge ofre og dernæst går efter ældre og ældre personer.
Byretten har afsat 18 retsdage til sagen mod den 33-årige mand. Der ventes dom i sagen den 28. juni.