Kører passager ihjel høj på kokain

Nu har han fået sin  dom

Offentliggjort

Uagtsomt manddrab i trafikken

En 28-årig mand blev dømt til fem et halvt års fængsel for uagtsomt manddrab efter en trafikulykke i Mårslet, hvor han kørte påvirket af narko.

Ulykken, der førte til en passagers død, skete da den dømte kørte over for rødt lys og ramte en anden bil. Han var påvirket af kokain og THC.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 28-årig mand er torsdag i Retten i Aarhus blevet idømt fem et halvt års fængsel for uagtsomt manddrab begået i trafikken.

Det oplyser sagens anklager, Mathilde Paulsen.

Nicolai Dinesen Neergaard var tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, fordi han kørte påvirket af narko.

Ramte ind i bil

Ulykken skete sent om aftenen fredag 12. januar i år i krydset ved Giber Ringvej og Oddervej i Mårslet.

Her ramte den 28-årige ind i en bil, der kørte over for grønt, og hvis fører ikke kom alvorligt til skade.

Der sad imidlertid to andre personer i Nicolai Dinesen Neergaards bil, som begge pådrog sig skader. 

Døde dagen efter

Den ene af dem blev så voldsomt kvæstet, at han døde dagen efter.

Ulykken skete klokken 23.10.

Her kørte den nu dømte mand over for rødt lys med ikke under 85 kilometer i timen, selv om den tilladte hastighed på stedet er 70 kilometer i timen.

Kokain og hash

Ifølge anklageskriftet var Nicolai Dinesen Neergaard påvirket af kokain og tetrahydrocannabinol (THC), der er det aktive stof i hash.

- Retten var enig i anklageskriftets påstand, oplyser Mathilde Paulsen.

Der var i retssagen endvidere nedlagt påstand om ubetinget frakendelse af førerretten og en konfiskation af den 28-åriges personbil.

Bilen konfiskeret

- Den dømte har fået frakendt førerretten i ti år samt fået bilen konfiskeret, oplyser anklageren.

Passageren, der omkom i ulykken, var ifølge TV 2 Østjylland 27 år.

Nicolai Dinesen Neergaard blev efter ulykken anholdt, sigtet og varetægtsfængslet, hvilket han har været siden.

Den dømte har ikke anket dommen på dagen, oplyser anklageren. Fristen for anke er 14 dage, fra dommen er afsagt.

Powered by Labrador CMS