Konge kommenterer blodigt angreb

En dansker er anholdt

Norske kong Harald udtrykker sin medfølelse efter drabene i Kongsberg.
Norske kong Harald udtrykker sin medfølelse efter drabene i Kongsberg.
Offentliggjort Sidst opdateret

Fem personer blev sent onsdag aften dræbt i den norske by Kongsberg - angiveligt af en 37-årig dansk statsborger.

Nu udtrykker den norske konge, kong Harald, på familiens vegne sin sympati og medfølelse på kongehusets hjemmeside.

"Vi er forfærdede over de tragiske begivenheder i Kongsberg i går. Det ryster os alle, når så grufulde ting sker i nærheden af os, når man mindst venter det - midt i hverdagen, på åben gade", siger kongen blandt andet. 

Det er endnu uklart, hvad der helt præcist er sket i den norske by.
Det er endnu uklart, hvad der helt præcist er sket i den norske by.

Udover de fem dræbte blev to personer såret af den 37-årige dansker, der har erkendt.

- Han erkender forholdene. At det er ham, som har gennemført handlingerne, som han er sigtet for, siger politiadvokat Ann Irén Svane Mathiassen til TV 2 Norge.

Der blev brugt bue og pile i angrebet, der altså har kostet fem personer livet.

"Norge er et lille land. Når samfundet i Kongsberg nu er ramt så hårdt, står resten af nationen sammen med jer", siger kong Harald videre.

Boet i Kongsberg i flere år

Politiadvokaten oplyser videre, at den 37-årige er kendt af politiet.

- Der er tale om flere forskellige sager.

Desuden bekræfter hun tidligere meldinger i norske medier om, at den sigtede har været i kontakt med sundhedsvæsenet flere gange.

"Det er vores håb, at trygheden bliver genoprettet, så frygten ikke får fodfæste", slutter kongen.

Betjente i aktion.
Betjente i aktion.
Politiet undersøger en række gerningssteder.
Politiet undersøger en række gerningssteder.

Det ved vi om angrebet i Kongsberg

Her er, hvad vi ved om situationen indtil videre:

* Klokken 18.13 fik norsk politi de første opkald om, at en person gik rundt i Kongsberg og skød efter folk med bue og pil.

* Politiet bad i den forbindelse byens borgere om at holde sig inden døre.

* Godt en halv time senere - klokken 18.47 - blev den formodede gerningsmand anholdt af politiet efter en konfrontation, hvor politiet måtte affyre varselsskud.

* Politiet oplyste natten til torsdag, at den anholdte er en 37-årig dansk statsborger, der bosat i Kongsberg.

* Mindst fem personer er dræbt. Ofrenes køn eller alder kendes ikke på nuværende tidspunkt.

* To andre er alvorligt sårede - heriblandt en politibetjent, der ikke var på job, da angrebet fandt sted. De bliver i øjeblikket behandlet på intensivafdelingen på sygehuset i Kongsberg, men skulle ikke være i livsfare.

* Den formodede gerningsmand skulle i løbet af sin tid på fri fod have bevæget sig over et større område i Kongsberg. Her angreb han blandt andet en Coop Extra-forretning i byens centrum.

* Politiet oplyste på et pressemøde klokken 20.30, at man anså situationen for at være under kontrol. Politiet er dog natten til torsdag stadig massivt til stede i Kongsberg og har afspærret en stor del af byen.

* Norsk politi har ikke ønsket at offentliggøre alder eller andre oplysninger om gerningsmanden, der ifølge politiet har handlet alene. Manden blev efter anholdelsen kørt til arresten i Drammen.

* Motivet for angrebet er også ukendt. Politichef i Sør-Øst politidistrikt Øyvind Aas sagde på et pressemøde onsdag aften, at "det er naturligt at undersøge, om der er tale om en terrorhandling".

* I forbindelse med hændelsen i Kongsberg blev en politihelikopter indsat i luften over byen. Ifølge avisen VG blev politiets bombegruppe også sendt til stedet.

* Den norske efterretningstjeneste, PST, er også involveret sagen.

Kilde: VG, NRK, NTB
Powered by Labrador CMS