Milepæl for optaget på KEA

I år modtog KEA 10 procent flere ansøgninger i forhold til sidste år. Foto: KEA.
Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Erhvervsakademi, KEA, øger optaget med 3 procent i forhold til sidste år. Den beskedne stigning bunder i et ønske om at bevare det høje kvalitetsniveau og høje beskæftigelse blandt dimittenderne.

Erhvervsakademierne topper som drømmestudie blandt kommende studerende, og Københavns Erhvervsakademi har de seneste år haft en eksplosiv vækst i såvel ansøgninger som optag.

– Det er første gang, KEA runder 2.000 studerende i optag. Det er en milepæl, som vi er stolte af og glade for. Når vi alligevel ikke optager flere, selv om vi med 6.000 ansøgere havde mulighed for det, er det fordi vi vil uddanne til job, og sikre os at erhvervslivet får de absolut bedste kandidater, siger erhvervschef Jørgen Ravnsbæk.

KEA modtog knap 10 procent flere ansøgninger i år og har de seneste fire år haft en stigning i ansøgertallet på 118 procent.

– Det viser en stor interesse hos de unge for at tage en uddannelse, der er målrettet erhvervslivet. Og det betyder, at vi kan vælge de absolut stærkeste ansøgere, hvilket giver et endnu højere fagligt niveau og øger attraktionen ved at studere på KEA, siger rektor Ingo Østerskov.

Powered by Labrador CMS