Kong Frederik satte danmarksrekord
To millioner bookede overnatning i januar. Udsigten for første kvartal er knap så god, påpeger Dansk Erhverv.
Januar blev endnu en rekordmåned for turistovernatninger i Danmark med et samlet antal på knap to millioner.
Det er det højeste antal nogensinde målt i januar.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som er blevet offentliggjort fredag morgen.
Valfartede til
Sammenligner man med januar 2023, steg antallet af overnatninger med godt 50.000 eller omkring tre procent.
Turisterne valfartede især til Region Hovedstaden. Her steg antallet af overnatninger med over seks procent sammenlignet med januar året før.
Stigningen kan hænge sammen med tronskiftet 14. januar, hvor kong Frederik officielt blev landets regent. Det mener Lars Ramme Nielsen, branchedirektør for turisme, oplevelse og kultur i Dansk Erhverv.
Begivenhedsrig start
Resten af året er dog ikke fyldt med den slags begivenheder, påpeger han.
- Det var en begivenhedsrig start på et år, hvor de rigtig store kongresser med tusindvis af deltagere desværre bliver en sjældenhed. Her skal der gøres en indsats for at fylde hotelsengene i samme grad som sidste år, skriver han i en kommentar til tallene.
Salget gik i stå
Ifølge Lars Ramme Nielsen skyldes de manglende kongresser i år et efterslæb efter corona.
- Kongresser tager mange år at vinde og ikke mindst at planlægge. Der er et tomrum i 2024, som skyldes, at salget til de kommende år gik helt i stå under coronakrisen, lyder det.
Dansk Erhverv repræsentere godt 200 hoteller og konferencesteder på landsplan.
Flest på hoteller
Af de godt to millioner overnatninger på landsplan i januar stod danske gæster for 56 procent, mens resten blev foretaget af gæster fra udlandet.
Danske gæster foretrak især hotelovernatninger, mens udenlandske gæster foretrak at overnatte i feriehuse.
For resten af året var der i januar booket 384.000 husuger i danske feriehuse. Det er det højeste antal bookede husuger for resten af året nogensinde målt i januar.