Kommune politianmeldt i skole-sag
Datatilsynet har politianmeldt Vejen Kommune for utilstrækkelig datasikkerhed efter tyveri af fem computere
Vejen Kommune har ikke sikret personfølsomme oplysninger om børn i kommunen godt nok.
Derfor har Datatilsynet politianmeldt kommunen og indstillet til en bøde på 200.000 kroner.
Det er konklusionen på en sag, der begyndte, da kommunen anmeldte et brud på persondatasikkerheden, fordi fem bærbare computere var blevet stjålet.
Oplysninger om elever
Computerne var kun beregnet til brug for lærere og elever som led i undervisningen. De blev dog også brugt af lærere til at lave statusbeskrivelser af elever.
Derfor lå der flere oplysninger om elever med særlige udfordringer på computerne, der ikke var krypterede. Efterfølgende undersøgte tilsynet flere computere i kommunen.
Ikke sikrede
Det viste sig, at op mod 300 af computerne, som risikerede at blive anvendt på samme måde, heller ikke var krypteret.
Vibeke Dyssemark Thomsen, der er chefkonsulent i Datatilsynet, påpeger i en skriftlig kommentar, at tilsynet flere gange har været ude ved kommuner og advare.
Gennem flere år
- Jeg må sige, at jeg er overrasket over, at vi bliver ved med at se disse sager i kommunerne. Vi har fået underretninger om denne slags brud gennem flere år, vi har været ude og advare flere gange, og vi har også indstillet til bøde i tidligere sager, lyder det fra hende.
Hun understreger, at kryptering er en helt basal sikkerhedsforanstaltning, som er relativ nem og ikke særlig omkostningsfuld at implementere.
Opfordring til alle kommuner
- Vi opfordrer derfor alle kommuner til at tage et grundigt kig på deres bærbare enheder og få styr på kryptering nu, tilføjer Vibeke Dyssemark Thomsen.
Vejen Kommune er ikke den eneste kommune, der har været i Datatilsynets søgelys angående kryptering af computere.
Tilsynet har tidligere indstillet til bøder i lignende sager i Favrskov, Gladsaxe, Hørsholm og Odsherred Kommune.