Kommune advarer: Fyldt å kan give oversvømmelser
Når vandstanden i Storå topper onsdag eftermiddag, kan det give problemer, advarer Holstebro Kommune
De seneste dages store mængder regn volder fortsat problemer, i takt med at åer og vandløb er fyldt op og går over deres bredder.
I Holstebro Kommune forventer man, at vandstanden i Storå topper ud på eftermiddagen og rammer niveauet fra februar 2020.
Dengang stod flere områder omkring åen under vand.
Samme niveau som i 2020
- Vandstanden gennem Holstebro by vil stige i løbet af dagen. Den forventes at toppe ud på eftermiddagen og ramme omtrent det samme niveau som i februar 2020, hvor vandstanden også var meget høj, skriver Holstebro Kommune på Facebook.
Kommunen skriver, at det har været nødvendigt at åbne for sluserne i Vandkraftsøen for at gøre plads til det ekstra vand.
- Det har vi gjort for at forebygge en endnu højere vandstand senere.
Kæmper for at holde vandet væk
Kolonihaveforeninger ved Storåen kæmper onsdag eftermiddag med at holde vandet væk fra husene.
Også en parkeringsplads i byen er oversvømmet, oplyser biolog Jakob Larsen, Holstebro Kommune, onsdag eftermiddag.
Flere steder i Jylland faldt der mandag og tirsdag 50 millimeter regn. Det svarer til det, der normalt falder i løbet af hele februar måned.
Midtby oversvømmet
I Vejle Kommune var flere veje i midtbyen tirsdag oversvømmet, og kommunen frarådede trafikanter at søge ind mod bymidten.
Selskabet Trefor måtte afbryde strømmen præventivt for flere hundrede adresser for at undgå, at vand trængte ind i elskabe og skabte kortslutninger.
Onsdag aften er der ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) udsigt til byger, der vil falde som slud eller sne.
Udbredt snevejr
Torsdag byder i øvrigt på nogen sol og kun lokale slud- eller snebyger.
Fredag er der derimod udsigt til, at et mere udbredt snevejr rammer landet.
- Snemængderne og nedbørsformen på tværs af landet fredag og natten til lørdag er fortsat usikre.
- Derfor holder vi øje med, om en snestorm lurer i dele af landet, skriver DMI på sin hjemmeside onsdag eftermiddag.